“Fatamorgana” af Victoria Larsson

Titel: Fatamorgana
Forfatter: Victoria Larsson
Serie: Stand alone
Forlag: Turbine
Sprog: Dansk, oversat fra svensk af Louise Ardenfeldt Ravnild
Udgivelsesår: 10. januar 2017
Antal sider: 267
Antal stjerner: 2,5/5

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Mød Veronica. En teenager fra Västerbotten i det nordlige Sverige. En dag kommer Veronica i kontakt med Juha Valjakkala – en ung mand, som er anklaget for et tredobbelt drab. De begynder at skrive sammen… og Veronica bliver forelsket.

Romanen er selvbiografisk og stærkt inspireret af forfatterens liv i teenage-årene.

______________________________________________________________

Jeg har aldrig været en biografi-type. Jeg har aldrig rigtigt kunnet finde det “spændende” i bøgerne, eller det, der holder mig fanget. Og hvad skal der til for at holde mig fanget? Det ved jeg faktisk ikke…ikke sådan rigtigt…En handling, der er til at dø over, en handling hvor man bare ikke kan slippe! Men alligvel syntes jeg at denne her bog lød ret interessant. Hvad kan egentlig få en helt almindelig pige til at forelske sig i en morder?

Sproget fangede mig helt fra start af. Victoria skriver gode, lækre og varierede sætninger, der er lige til at spise. Desuden giver de korte kapitler et let og frisk pus, og det er nemt at træde ud af bogen, for så at komme tilbage igen senere.

Desværre var det lidt for nemt, at hoppe ud af bogen for mig. Jeg oplevede det, jeg havde frygtet: at kede mig alt for meget. Efter de første 50 sider, begyndte de korte kapitler og det lækre sprog, at blive “overhalet” af ekstrem kedsomhed. Jeg synes godt nok at bogen – det meste af tiden – var virkelig kedelig. Jo, der var masser af morale, og det at det havde forgået i virkeligheden var meget interessant, men ellers synes jeg ikke at bogen udviklede sig overhovedet. Sort på hvidt: hvis man læste bogen bag fra, havde det måske givet samme oplevelse desværre. Jeg havde håbet på drastiske vendninger i Juha- sagen, og måske at Veronica også ville udvikle sig til…den positive side?  Det gjorde hun måske også lidt, men ikke meget.

I starten var jeg faktisk vild med Veronica. Jeg følte at hun bar historien ved at finde “trøst” i brevene fra Juha, midt i hendes hårde teenageliv. Men på et tidspunkt, blev hun simpelthen for meget for mig. Jeg sad og tænkte: hvornår begynder hun at respektere sin familie? Eller: hvornår lærer hun at akne er en helt almindelig ting, og ikke en slags dødssygdom, der dræber hende langsomt, som jeg føler hun beskriver det? Selvfølgelig følte jeg også medlidenhed, men jeg må indrømme at jeg synes hun var lidt for overdramatisk efter min smag.

Men jeg synes dog stadig at bogens koncept og selve historien er rigtig interessant, og hvis man kan huske sagen om Juha Valjakkala (jeg var ikke født dengang) – eller måske har set det afsnit af Rejseholdet, der var inspireret af sagen (der var jeg lige født, so I googled that), kunne jeg forestille mig at det ville være endnu mere interessant at læse den.

Skrevet af Kristine

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s