“Vores kemiske hjerter” af Krystal Sutherland

Titel: Vores kemiske hjerter
Originaltitel: Our chemical hearts
Forfatter: Krystal Sutherland
Forlag: Lovebooks
Sprog: Dansk (org. engelsk) på dansk ved Rasmus Hastrup
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 320
Antal stjerner: 4/5

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


IMG_0757

IMG_0754Henry går på tredje år på High School, og har drømt om at blive redaktør på skolebladet i ÅREVIS. Det er sådan set det,  men en dag starter Grace i klassen. Hun ligner langt fra Henrys drømmepige, og det er tydeligt, at hun har det svært. Men der er noget ved hende, der gør at Henry bliver fuldstændig forelsket i hende. Hendes uperfekte og ægte væsen.

Hun bærer på en sorg, og hun gemmer på en hemmelighed. Kan Henry håndtere det? Eller nok et vigtigere spørgsmål: burde han håndtere det?


Awww. Og avvvv.

Det her er en af de bøger, man ikke lige glemmer. Både pga. dens charme og humoristiske sprog – men også pga. den meget rørende historie.

Der er lidt kommet en bølge af hjerteskærende ungdomsromaner med humoristisk skrivestil synes jeg.
Vi har set John Green, Jennifer Niven og nu det nye skud på stammen: Krystal Sutherland gøre det.
Og selvom humor og sorg måske lyder som hinandens modsætninger – er der mening med galskaben.
For det taler jo til os unge. Det gør bogen levende og meget mindre flad, det gør den mindre deprimerende og tung at læse, og det gør, at vi ikke bare læser bogen: vi OPLEVER BOGEN! Derfor kunne jeg ikke vente på at komme i gang med bogen – og jeg blev (næsten ) heller ikke skuffet!

IMG_0758

Henry – som både er hovedperson og fortæller – er min yndlingskarakter. Han er på en eller anden måde en sterotyp uden at være det…Ja det lyder måske lidt mærkeligt. For andre kan han nemlig virke som den der lidt klodsede og nørdede type – men han ved det godt, og rummer bare masser af humor og geniale tanker til at joke med det.
Han er også bare det, der skaber bogen og giver den det indtryk – og jeg elsker det.
Jeg kunne dog ikke helt forstå Grace til at starte med – eller nærmere Henrys kærlighed til hende. Det gør han jo faktisk heller ikke, men Grace er da sød og sjov – men man kan bare fornemme helt fra start, at hun på en eller anden måde hænger fast i fortiden. I en mørk fortid. Da man kommer lidt nærmere på hende synes jeg dog, at hendes sorg og det hun gemmer på er smukt, forfærdeligt og hjerteskærende. Men på trods af det lærte jeg aldrig at holde helt af Grace.

Egentlig har jeg faktisk ikke så meget andet at sige til denne bog, at den behandler sorg på en rigtig god måde. Hvor svært det er at komme videre og i særdeleshed hvordan man ikke kan give sig selv lov til at komme videre. Hvordan man som ung føler at det er lige nu og her, at INTET kan stoppe følelserne, selvom tiden går – også selvom folk står med åbne arme for at hjælpe og give dig kærlighed.

… Dog lidt som de andre. Jeg blev nemlig ikke blæst omkuld og det er nok pga. mit kendskab til f.eks “En flænge i himlen” og “Som stjerner på himlen.”
Det er lidt samme stil: alt bliver bedre, man kan se lys for enden af tunnelsen – men PLUDSELIG kommer der noget ind fra højre som man ikke havde set komme. Det er jo sådan ungdommen er – det vil alle parter vise – men det gør også at bogen desværre blev lidt for forudsigelig. Dermed ikke sagt at slutningen ikke gjorde ondt, FOR DET GJORDE DEN, men det vidste jeg jo godt den ville.

Skrevet af Kristine

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s