“At se lyset” af Jay Asher

 

Sierras familie bor i Oregon og ejer en grantræ plantage. Hvert år, kort før december måned starter, drager de til Californien, hvor de sælger årets høst. Sierras liv er på den måde delt i to; hun lever et liv i Oregon og et helt andet i Californien – problemet er blot, at når hun er det ene sted, savner hun det andet. Lige indtil i år, hvor Sierra møder Caleb, og livet i Californien med ét overskygger hendes tilværelse i Oregon.

Rygterne siger dog, at Caleb ikke umiddelbart er nogen drømmefyr. Han har for år tilbage begået en stor fejl, som han har lidt under lige siden. Sierra ser ud over Calebs fortid og er fast besluttet på at hjælpe ham med at finde tilgivelse og måske endda forløsning for sin fejl. Som misforståelser, rygter og mistanker fyger omkring dem, indser Sierra og Caleb, at de har en styrke, der overvinder alt andet: sand kærlighed.


Titel: At se lyset
Originaltitel: What Light
Forfatter: Jay Asher
Serie: Stand alone
Forlag: Politikens Forlag
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)
Antal sider: 271
Antal stjerner: 1,5/5

Bogen var et anmeldereksemplar fra forlaget.

Disclaimer: some tea will be spilled

 

Denne bog har julen som et af sine store temaer, og jeg troede fuldt og fast på, at jeg ville komme i jule stemning af den… Det gjorde jeg desværre ikke. Ikke så meget, som jeg havde håbet, i hvert fald. Selvom at Sierra og hendes familie sælger grantræer aka juletræer, at historien foregår i december og at en grim julesweater bliver nævnt her og der, så er det nok også det eneste, “jul” bogen har i sig. Og det skuffede mig en del.

Romancen mellem Sierra og Caleb virkede alt for autogenereret. Han dukkede op på deres plads, fik øje på hende og så var det ligesom det: så var han forelsket. Det samme gjaldt Sierra. Hun tænkte ikke på andre end ham, og de blev ved med at opsøge/finde hinanden i byen og på pladsen, og det var vel meningen, at det skulle være tilfældigt, men det var det stik modsatte. Jeg fik helt ondt i hovedet af at rulle med øjnene af den her bog, for det hele var bare så plat og irriterende nemt for Sierra. Det var som om det hele kom til hende.

Sierras venskab med de to piger hjemme i Oregon (Elisabeth og Rachel) gav mig lyst til at kaste bogen ind i væggen for HOLD NU KÆFT nogle kællinger! Det var dem, der tiggede og bad Sierra om at få en flirt i ferien, hun siger dog nej. Det første hendes veninde i Californien (Heather) siger, er, at hun skal få en flirt, igen siger Sierra nej. Da hun så får en flirt (Caleb) vender alle sig imod hende. Heather på grund af Calebs omdømme. Elisabeth og Rachel på grund af, at de føler hun forsømmer dem, ved ikke at ringe eller for eksempel da Rachel får en rolle i et teaterstykke, og hun beder Sierra om at rejse fra Californien til Oregon og tilbage igen på én dag, og Sierra så siger nej, får både Elisabeth og Rachel et kæmpe hate til hende:

Endnu en sms fra Elisabeth tikker ind, hvor hun skriver, at hun er skuffet over, at jeg gør det her på grund af en fyr, jeg knap kender” side 165.

DET VAR DEM, DER VILLE HAVE, AT HUN SKULLE FINDE EN FYYYR! *eyeroll*

Sådan opfører bedste veninder sig ikke. Det er da klart, det er træls at ens veninde misser ens teaterforestilling (hvor man ingen replikker har… – just putting that out there), men vær dog lidt forstående! Jeg synes ærligt den situation var latterlig.  Jeg tror næsten man skal læse bogen, for at forstå omfanget af dumhed de her piger viser. *eyeroll*

Nogle, der var lige så latterlige som veninderne, var forældrene, men først vil jeg gerne lige tage et øjeblik til at takke Jay Asher, for endelig at have skrevet en bog, hvor forældre rent faktisk optræder, og gør en forskel for historien. Men at være dobbeltmoralske og gå fra at støtte deres datter til direkte at gå imod hende er måske at overdrive på overbeskyttende-forældre-skalaen. De fortalte Sierra mange gange, at de støttede hende og var glade for, at hun havde fundet Caleb. Denne mening når de så at ændre godt 3-4 gange i løbet af bogen, hvilket vel var en af de mange problemer, som Sierra skulle kæmpe sig ud af, for at kunne være sammen med Caleb – mere om det kommer om et øjeblik, men først vil jeg gerne snakke om Caleb.

For Caleb som karakter (når man trækker det fra med, at han som slenderman – always around) kunne jeg virkelig godt lide og hans personlighed var lige noget der faldt i min smag. Hans backstory havde dybde, og man forstod hvorfor hans problemer opstod. Han var en god love-interest for Sierra, men… (selvfølgelig er der et men). Der var noget, som irriterede mig noget så grænseløst over ham, og det lå i beskrivelsen af ham: hans smilehuller. De blev nævnt SÅ mange gange og han fik endda et smil opkaldt efter sig: “et smilehuls-smil” hvad f**k er det overhovedet?! Når en person med smilehuller smiler, så kommer de vel helt af sig selv? I starten var det cute nok, men efter at have få pointeret at han har smilehuller for tyvende gang, så tror jeg den er feset ind.

Caleb er ret udstødt af dem på sin skole og forældrene til eleverne der, og det er derfor svært for ham at finde venner. Der var på et tidspunkt et slags “opgør” i bogen, hvor en mor til en søn på skolen blev konfronteret omkring hendes holdning til Caleb. Men det var ikke af Caleb, men af Sierra. Jay Asher har sikkert sat denne scene ind, for at få Sierra til at virke selvsikker og stærk, men egentligt for det hende bare til at virke lidt for påtrængende – for det her var ikke hendes kamp: det var Calebs. Og mens hun stod og kørte sin egen enetale, holdte Caleb mund og dette fik ham til virke utrolig svag, hvilket ikke var hvad jeg havde opfattet ham som, indtil dette punkt i bogen. Det var også tydeligt hvordan points of no returns i form af problemer og (især) skænderier var blevet drysset ud over bogens sider, for at give action, men for mig var de så unødvendige og havde ingen dybde. Det hjalp heller ikke var ovre i det næste kapitel.

Jay Ashers skrivestil har ikke ændret sig fra hans sidste bog “Døde piger lyver ikke” – kun formatet. Noget, der går igen, er hvordan historien strækker sig over en bestemt periode af tid. I “Døde piger lyver ikke” var det over én dag, i “At se lyset” var det én måned. Layoutet er også en smule anderledes, men passer til bogen og jeg var især vild med hvordan der var 24 kapitler, ligesom der er 24 dage op til jul. Så hvis du skulle have lyst, kunne denne bog jo bruges som en julekalender.


“At se lyset” var ikke en bog for mig og er desværre en af de værste bøger, jeg har læst i 2017. Sådan er det bare: you win some, you lose some.

Jeg vil dog stadig anbefale den, for en lidt yngre målgruppe end mig (de 12-14 årige), da de sikkert vil kunne finde den rette julestemning fra denne bog, og helt sikkert vil kunne sætte mere pris på karakterene, end hvad jeg kunne.

Jeg vil gerne sige tak til Politikens Forlag for at have tilsendt mig bogen, og hvis du kunne have lyst til at læse bogen – undskyld hvis jeg nu har ødelagt den for dig – så kan du se mere her: https://www.politikensforlag.dk/at-se-lyset/t-1/9788740036817

Følg Politikens Forlag:
Instagram: https://www.instagram.com/politikensforlag/?hl=da

 

Skrevet af Josefine

 

En mening om ““At se lyset” af Jay Asher

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s