“Monsun af stjerner” af Katrine Williams

Året er 1986. Den unge Stella er lige flyttet til en lille flække i Australien efter en tragisk drukneulykke, hvor hun mister sin bedste veninde. Allerede fra første dag udspiller et mysterium sig og spinder hende ind i det ene sammentræf efter det andet. På sit college får hun en masse nye venner og bejlere, Alyssa og Nena, den charmerende Castor og den mystiske Jared. Hun modtager en gave fra en mystisk dreng – en perle – som forbinder hende til en fortid fyldt med bedrageri og mord. Langsomt finder hun ud af, at der er fortidige forbindelser mellem drengene og hende, der strækker sig tilbage til alkymistiske ordener i 1600-tallet. Det viser sig, at hun er nødt til at træffe et skæbnesvangert valg mellem det gode og det onde. Historien indeholder mange tråde, som bliver spundet ud gennem handlingen, hvor Stella langsomt opdager en hemmelighed, som handler om liv og død.


monsun-af-stjerner_400201.jpg

Titel: Monsun af stjerner
Forfatter: Katrine Williams
Serie: Sjæle Alkymi
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår: 9. februar 2018
Antal sider: 356
Antal stjerner: 1/5
Se bogtraileren: www.youtube.com/watch

 

Dette var et anmeldereksemplar tilsendt af forfatteren og forlaget.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til Williams og forlaget Mellemgaard for at have tilsendt mig bogen. Desværre var den ikke noget for mig, men trods det, vil jeg gerne snakke om de genrelle problemer jeg havde med bogen, da jeg ved min mening står meget ud, i forhold til det generelle syn om bogen.

I bogen følger vi Stella Urbegius, der på grund af en traumatisk ulykke flytter til Australien (fra Danmark), sammen med sin mor, der nok er den dårligste moderfigur nogensinde. Hun lader sit barn, som lige har mistet hendes bedste veninde (!!), flytte ind hos sin moster, som hun (barnet) ikke kender, mens moderen liiige skal bo i Sydney i et par uger for at få sin karriere stablet på benene… Hvad?! Hvilken mor gør det? Det ville ikke være noget problem hvis moderen også boede hos mosteren, for heller ikke hun var der særlig tit. Jeg tror det var gjort sådan, så moderen ikke ville komme i vejen for plottet, men det virkede bare utrolig urealistisk. Stella og det trekantsdrama der bygges op mellem hende og de to fætre Castor og Jared, var for mig ret kliché. Først var hun meget interesseret i den ene, og så lige pludselig var den anden MEGET mere fascinerende, og det skete meget pludseligt. Stella var meget ubeslutsom, dumdristig, og manglede virkelig en lyst til at være der. Det var som om hun ikke gad være hovedpersonen i denne historie, for der var intet i hende, der havde lyst til at løse mysteriet. Mange gange stod hun bare og ventede på at få et hint til hvor hun kunne lede efter spor, eller ventede på at få svarene fra dem omkring hende. Selv da Jared, op til flere gange, tilbyder hende at vise og fortælle hende det hele, sagde hun nej, hvilket jeg ikke helt forstod. Karakterene var også meget hurtige til at give efter, når de blev spurgt om noget, hvilket ikke var realistisk, for hvis du bærer på en hemmelighed, burde du da ikke bare fortælle den til den førstem der spørger dig om den. Det burde have været Stella, der fandt ud af det og tilsidst konfronterede Jared og de andre med det, men hun fik det hele serveret og gjorde intet for selv at finde ud af det.

fullsizeoutput_78e.jpeg

Noget andet der på mig, var urealistisk, var hvordan historien var opbygget. Der skete hele tiden noget, og der var aldrig et tidspunkt, der var ro, og trods det, så synes jeg stadig at der skete for lidt, på en måde. Det, der skete, virkede ikke på mig til at have nogen effekt på plottet eller drev historien videre – kun i de sidste 50 sider skete der noget, som var det bagsideteksten lovede. Før det var det for mig, bare “a day in the life of Stella”, hvor hendes hverdag blev fremstillet. Vi har en scene hvor Alyssa (hendes nye veninde) og Stella spiller kroket (fra side 241) og denne scene har intet plotdrevet i sig, og det eneste de snakker om er sko og tøj. Den kunne sagtens være skæret fra, uden læseren ville være blevet forvirret, og sådan havde jeg det med en del scener.

*SPOILER AHEAD*

Alyssa forvirrede mig også en del. Vi får et indtryk af, at hun er en tidligere populær pige, og at hun har en spiseforstyrrelse, sidstnævnte bliver aldrig videre udforsket, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt, da dette ville give hende en kant. Hendes intentioner var også meget uklare og da det blev afsløret at hun er lesbisk, var det meget ud af det blå, og jeg fik et meget stort indtryk af, at forfatteren kun gjorde det, for at få lidt “billige point”. Det virkede som en meget last minute beslutning og det blev bare smidt ind, et eller andet tilfældigt sted. Og the fact i, at der kun blev brugt 16 linjer på det, og derefter kom vi videre, irriterede mig grænseløst. Jeg synes det er lidt cheap, hvordan der bliver smidt repræsentation af andre etniciteter i baggrunden, bare for at “de er der” og at homoseksualitet bliver udforsket på små 16 linjer, alt sammen for ikke at høre for, at der intet repræsentation er. *smh*.

*SPOILER SLUT*

fullsizeoutput_78f.jpeg

Et af mine største problemer var sproget. Jeg synes det var utrolig tungt, og trods historien skulle foregå i 1986, var der ikke meget i sproget, der indikerede, at vi var i denne tidsalder. … Eller i Australien for den sags skyld. Jeg havde håbet, at da Stella ankom til AU, at folk så ville snakke engelsk, da australier ikke forstår dansk, ergo kan de ikke snakke det, men alle dialoger fortsatte på dansk. Dog var der en scene (s. 200-203), hvor de spillede et Shakespeare stykke, og dette foregik på engelsk, og det forstod jeg ikke helt hvorfor, når nu alt andet var på dansk. Jeg kunne godt have accepteret, at alt stod på dansk (da jeg godt ved, at dette nok er hvad de fleste foretrækker), hvis der havde været beskrivelser af den australske accent og det engelske sprog, men det var der ikke. En kæmpe mangel, for det var ikke til at vide, hvornår hun snakkede dansk og hvornår hun snakkede engelsk, og hvem der kunne dansk og ikke kunne osv.

Selve bogen er rettet mod en målgruppe på omkring de 13-17 år, men sproget heri er meget tungt og til tider meget forvirrende, og det gjorde, at det var meget svært for mig at nyde bogen, uden også at blive frustreret. Bogen foregår både i 1800-tallet-ish og her er der blevet gjort et forsøg på at gøre sproget gammeldags, men når ord som “whatever” (s. 117) kommer ud af en mand (fra 1800-tallet)’s mund, bliver det hele bare meget mindre autentiske. Dialogerne mellem karaktererne var også til tider urealistiske, og mange gange blev tidligere forløste ting genoptaget, f.eks. det gennemgående spørgsmål hader du mig? som Stella stillede “love-interest #2” Jared op til flere gange og hver gang svarede han nej. Sproget ændrer sig også, da Jared, i hans og Stellas første samtale, snakker meget gammeldags:

“Det er en overraskelse at finde Dem her i byen. Hvor vover De, frøken, at opsøge mig.” (s. 87)

og næste gang vi ser ham, snakker han som vi gør idag.

Jared rømmede sig. “Heste bliver nemt forskrækket. Det er jo en del af deres natur og instinkt.” (s. 179)

Det var noget jeg ikke helt forstod, og virkede meget… underligt? 

fullsizeoutput_78c.jpeg

Nogle gange var der også ting, som forfatteren havde glemt at fortælle os, som da Stella begynder at bruge en perle som halskæde. Nogle gange har hun den på:

[…] sagde han og rørte min perle med sin finger, der strejfede mit kraveben (s. 230)

Andre gange har hun ikke:

“Hvorfor bærer du ikke perlen, som du fik af drengen? […]” sagde han. (s. 292)

Mind you: det er ikke blevet fortalt, at hun hverken har taget den på til at starte med, eller af igen. Også perlens effekt var for mig meget forvirrende, da den nogle gange gav hende flashbacks, andre gange ikke. Det var svært helt at regne dens effekt på hende ud, og det føltes lidt som om, den kun “virkede” når der var behov for det, og da den er vigtig for plottet, var det ret ærgerligt.

Der var også en gennemgående metafor, som jeg ikke helt forstod. Mange gange blev en følelse af ‘olie inde i kroppen’ beskrevet, og alle gange den blev nævnt, forstod jeg ikke hvorfor. For man har vel ikke olie inde i kroppen? Og Stella drak ikke olie heller, så hvor den kom fra og hvad den betød, forstod jeg slet ikke.

Jeg prøvede vitterligt at skrue ned for den skvulpende olie i min mave. (s. 175)

Slutnigen var også meget forvirrende, da det hele blev speedet meget op, og mange navne slynget ud. Jeg forstod ærligt ikke helt hvad der foregik og den endte forholdsvis brat. Dog stod der “fortsættes…”, så jeg går udfra at disse ting bliver afviklet i næste bog.


…Okay, måske kun jeg til at gå liiidt i dybden alligevel, hehe! Jeg havde så svært ved at læse bogen til ende, og havde mange gange lyst til at give op på den. Men selvom jeg ikke kunne lide den, ved jeg, at der er en hel del derude som godt kan, så jeg ville give den et skud hvis jeg var dig. Læs et par kapitler og hvis du er fanget, FEDT, og hvis du ikke er, så er den måske bare heller ikke noget for dig.

Du kan læse anmeldelser af bogen af folk, der kunne lide den her:
Turningxxpages
Benedicte’s blog

… og af folk der, ligesom mig, ikke var helt så vild med den:
Inkedbybooks
Bogpoeten

Igen, mange tak til Katrine Williams og Mellemgaard for bogen.

 

Reklamer

En mening om ““Monsun af stjerner” af Katrine Williams

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s