“Call me by your name” af André Aciman

Historien om en pludselig og magtfuld romantik, der blomstrer mellem en fyr og en sommer gæst på hans forældres klippe-side herregård på den italienske kyst. Uforberedt på konsekvenserne af deres tiltrækning, som de i første omgang ser som en ligegyldighed. Men i løbet af de rastløse sommer uger, der følger, uophørlige strømme af besættelse og frygt, fascination og lyst, intensivere deres lidenskab.

En meget filosofisk oversættelse af den engelske synopse fra Goodreads (med lidt alternationer her og der). Hvis du gerne vil læse den oprindelige tekst, og mere end den lille bid, der står herover, så kan du tjekke bogens Goodreads side ud HER.

IMG_1938

‘Call Me By Your Name’ er nok en af de mest bemærkelsesværdige bøger, jeg nogensinde har læst. Den er meget speciel, og har en meget interessant opbygning, som jeg også vil komme ind på senere. Dens kant kommer især fra sproget, der er meget filosofisk og tiltider formelt, og det er en bog der giver stof til eftertanke. I starten var jeg meget forskrækket over sproget, og var meget modløs omkring nogensinde at komme igennem bogen. Forfatteren brugte en hel del ord, som jeg ikke forstod, og dette gjorde også læsningsprocessen så meget længere, da jeg var nødt til at slå nogle ord op. Dog var han også god til at sætte en stemning, sådan at de få ord der var i sætningerne, som jeg ikke forstod, tiltider var ligegyldige, for jeg forstod stadig det overordnede på grund af den satte stemning. Jeg blev dog tit søvnig når jeg læste bogen, fordi sproget i grove træk var ret tungt (jeg faldt faktisk i søvn midt i læsningen en enkelt gang), men der er den hage, at selvom du er træt af at læse den, så kan du ikke lægge den ned. Man er så opslugt af karakterene og historien, at trods mine tanker om at DNF’e den, så kunne jeg bare ikke få mig selv til det, for jeg måtte bare vide hvad der ville ske med vores to hovedpersoner, Elio og Oliver.

Relateret billede

Vi ser hele historien udfolde sig fra Elios synsvinkel, og det er tydeligt på måden han tænker, at han er blevet opfostret af en professor, som jeg tænker har haft noget speciale indenfor det græske demokrati i oldtiden, eller noget i den dur, for der var en masse refferencer til gamle filossofer og kloge hoveder fra den periode. Ret hyggeligt at læse om, da jeg kunne genkende nogle navne fra min undervisning (jeg har græsk på A-niveau). Jeg var generelt set ret glad for Elio. Han var en meget spændene karakter, der havde nogle indre kampe, som var utrolig interessante at følge og se hvordan han tacklede dem, som bogen skred frem. Han havde mange anderledes måder at se livet på, og havde mange sjove tilgange til situationer, som var med til at overraske læseren. Han udviklede sig helt sindsygt meget i bogen, og det er tydeligt, at hver beslutning Elio har taget i bogen, er blevet længe overvejet af forfatteren, for at få det rigtige udtryk frem.

Relateret billede

Elios forhold til Oliver var virkelig godt udført. Det var næsten som et mysterium, for vi var lige så intetanende som Elio var. Oliver var en god love-interest på den måde, at de ting Elio bed mærke i – og blev ved med at nævne – gjorde læseren lige så interesseret i ham. Jeg sad tit og tænkte på, hvilket humør Oliver mon ville være i, næste gang vi mødte ham. Eller om han mon ville nå hjem til middagen og hvilken badedragt han havde på denne morgen, også selvom Elio ikke ville nævne det. På den måde inddragede forfatteren sin læser på en fantastisk måde, som jeg aldrig har oplevet før.

Også bare selve handlingsforløbet var utroligt og spændende, trods det var meget simpelt. Dog var det også til tider lidt langtrukken, da nogle scener var ret lange og tunge med beskrivelser (og alt for mange adjektiver). Man skal helt klart have et godt kendsakb til det engelske sprog, for at kunne forstå denne bog, og jeg er sikker på, at hvis jeg læser den om et par år, så vil jeg kunne få mere ud af den, end jeg gjorde nu. Bogen er ikke oversat til dansk, hvilket jeg virkelig mener er en fejl, så det er ikke engang fordi man bare kan læse den, og så få det hele med.

IMG_4019

Opbygningen mindede mig meget om The summer I turned pretty’, på den måde, at det er en hovedperson, der ser tilbage på sine somre. Den havde ikke nogle kapitler, men derimod dele alle med en titel, og som jeg mener man kan forskellige overskrifter, hvis man gerne vil analysere til på historien. De indikerer meget godt hvad der foregår i Elios liv, mens alt dette foregår, og viser også hvordan han udvikler sig. Jeg plejer ikke at være den store fan af bøger uden kapitler, men der var dog nogle ophold, der gjorde det muligt at stoppe hvis man, ligesom mig, ikke er vild med at stoppe midt i en scene.

Jeg havde mange spørgsmål igennem bogen, som lige så stille blev besvarert jo længere ind i bogen jeg kom, og på den måde bliver det hele bare meget “full-circle”-agtigt. Slutningen var meget overraskende, og for nogen måske utilfredsstillende, men jeg var nu meget glad for den. …Bare vi ikke får en to’er så er jeg super godt tilfreds.


Som sagt, så er CMBYN en af de mest bemærkelsesværdige bøger jeg længe har læst, og jeg er så spændt på at se filmen, når den engang kommer ud på DVD!

cmbyn.jpg

Titel: Call Me By Your Name
Forfatter: André Aciman
Forlag: Picador/Farrar Straus and Giroux
Udgivelsesår: 2007
Sprog: Engelsk
Antal sider: 248
Antal stjerner: 4/5

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s