“Hun bad selv om det” af Louise O’Neill

Det er en Facebook-side, jeg aldrig har set før, men den har et billede af mig som profilbillede. Siden har hundredvis af likes og navnet „Nemme-Emma.“ Jeg er tagget på alle billederne.

Emma O’Donovan bor i en lille by, hun er 18 år gammel, smuk, populær og selvsikker. Men en aften tager hun til en fest, som ændrer alt. Dagen efter vågner hun foran sin hoveddør. Hun kan ikke huske, hvad der er sket. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der. Hun ved ikke, hvorfor hun har ondt. Men det gør alle andre.

Der er taget billeder af, hvad der skete til festen – af hvad de gjorde ved Emmas krop. Alle har set dem, og de siger, at det er hendes egens skyld.


Med næsten 8.300 reviews hvor stjernegivningen er 4 stjerner eller derover, er ‘Hun bad selv om det’ en bog, der har rørt mange – og jeg kan sagtens se hvor stjernerne og de gode ord kommer fra. Bogen er med sit præmis om den 18-årige Emma, der bliver voldtaget til en fest og derefter har problemer med at stå frem og stå ved sin sag, meget barsk og ægte. Måden handlingen udfolder sig på virker realistisk og er noget, som mange piger desværre går igennem og kæmper med efterfølgende.

Jeg var vild med karakterudviklingen af Emma. Hun startede ud med at være meget snobbet, og gik meget op i skønhed og status. Efter festen nedbrydes hendes personlighed langsomt og også dette biddrager til bogens realisme. Emma – og de fleste andre karaktere fra bogen – var meget usympatiske og var slet ikke den stereotypiske YA-hovedperson, som har det ih-og-åh så hårdt, og er forelsket den her ene fyr, som lige pludselig lægger mærke til hende. Emma havde allerede alles opmærksomhed, hun var uærlig og falsk, men stadig rå og meget mere menneskelig end alle de andre blødsøde tøser man møder i andre ungdomsbøger… Og det var egentlig meget rart at komme lidt væk fra det, og få et lidt andet synspunkt på livet. Emma gjorde alt for at være perfekt og det var det, der gjorde hende uperfekt. Man lagde meget mere mærke til hendes fejl, end alt det hun gjorde “rigtigt” og det var noget jeg synes var super interessant.

IMG_1573.JPG

Meget symbolik indgik også i bogen. I starten var det hele tiden varmt, solen bagte og selve stemningen i bogen var meget let og lys. Hen mod ulykken, og især efter, beskrives det hvordan vejret ændrer sig, hvordan det bliver mørkere og koldere. Dette symboliserer Emma og hvordan hun har det, og hendes udvikling ses dermed også igennem tonen i bogen, hvilket jeg synes var godt gennem arbejdet.

Det er også tydeligt hvor meget research der er blevet foretaget for at kunne skrive bogen, og i sit efterord skriver O’Neil også mere om sin tankegang, da hun skulle igang med at skrive bogen. Jeg synes det er så godt, at der rent faktisk er facts der bakker op om bogens “påstande” (som tydeligvis er ægte) og giver også et mere faktuelt syn på bogen.

IMG_1587.JPG

Men hvorfor så ikke 5 stjerner? 
… Karakterne og tempoet. Det er der det hele ligger. Jeg synes mange af sidekarakterene var meget 2D. De havde ikke personligheder, der kunne skille dem fra hinanden og når der blev indtroduceret så mange på én gang – både med for-og efternavn (de fleste med et O’ foran) – var der simpelthen for mange at holde styr på. De fleste af dem var også nogle der havde relevans og som gik igen i løbet af bogen, men der var ikke nok til at adskille dem fra hinanden, ikke engang deres udseende. End ikke Emmas tre veninder var til at holde styr på, og de optræder en hel del. Jeg blev ved med at blande dem sammen og heller ikke de havde forskellige personligheder.

Der var en smule diveristet i bogen i form af etnisitet; en af veninderne, Jamie, er asiat og en af deres venner er mørk. Mere end det mindes jeg ikke optræder. Og nu til tempoet: Den var så langtrukken nogle steder. Der var mange, lange scener, som for mig kunne have været kortere, og jeg sad egentlig og blev lidt træt af at læse bogen på grund af det. Det gjorde meget for flowet i bogen og med de absurd lange kapitler, der havde meget få ophold, føltes bogen nærmest dobbelt så lang.

IMG_1584

Historien er helt klart ikke for sarte sjæle. Mange scener er meget intensene og detaljerede, og kan helt sikkert påvirke læseren meget kraftigt. Det er meget vigtigt at du gør op med dig selv om du er tilpas med at læse historier som denne, før du går igang. Men den har sådan et vigtigt budskab og er virkelig en bog, som bør læses i skoler for at gøre mere opmærksom på emnet om voldtægt og hvor vigtigt det er at give samtykke.  Dog var der nogle elementer i bogen, som ikke helt fungerede og derfor blev den samlede oplevese meget middelmådig for mig.


33648983


Titel: Hun bad selv om det
Originaltitel: Asking for it
Trigger warnings: voldtægt, hævnporno
Forfatter: Louise O’Neil 
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 392
Antal stjerner: 3/5

*Bogen var en gave fra forlaget.*

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s