“To best the boys” af Mary Weber

Hvert år i de sidste 54 år modtager beboerne i Pinsbury Port et mystisk brev, der inviterer alle drenge i den rette alder til at konkurrere om et anerkendt stipendium til det mandelige universitet Stemwick University. Hvert år ser de fattige beboere deres navne er på listen. De rigere prøver at regne ud, hvor sandsynligt deres sønner er at overleve. Og Rhen Tellur åbner det for at se, om hun kan udlede hvilke stoffer blæk og pergament der er blevet brugt, ved hjælp af sin fars mikroskop.

I provinsen Caldon, hvor kvinder er uddannet til at klare huslige pligter, og mænd opfordres til at få en god uddannelse, ønsker den sekstenårige Rhen Tellur ikke andet end at blive en videnskabsmand. Da de fattige i hendes by falder om af en dødelig sygdom, arbejder hun og hendes far desperat for at finde en kur. Men da hendes mor også bliver ramt? Rhen beslutter sig at tage fremtiden i egne hænder – og deltage den årlige konkurrence.

Med sin kusine, Seleni, ved sin side forklæder pigerne sig som drenge, og går ind i Mr. Holms labyrint, for at slå drengene og vinde præmien. Bortset fra ikke alle er klar til en pige, der ikke kender hendes plads. Og ikke alle overlever labyrinten.

oversat fra den engelske bagsidetekst.


Denne bog var i Fairyloots marts boks, og hvis det ikke den havde været det, ville jeg nok aldrig have læst den. Jeg synes bagsideteksten lød spændende nok, og så passede den ind i OWLs-readathonnet, som jeg deltog i i april. Dog var dette en meget skuffende læseoplevelse, og levede slet ikke op til mine forventninger.

Skærmbillede 2019-05-04 kl. 12.10.37

Bogen finder sted i en fantasy-verden i en lille havneby, som mindede mig om en victoriansk udgave af London. Bogens world-building var meget underlig og havde ikke rigtig noget udgangspunkt eller forklaring for noget af det, der fandtes. Der bliver nævnt at magi findes og at der lever magiske/overnaturlige væsner. Eksempelvis bliver de basilisker, der lever i deres hav nævnt et par gange, dog ser vi det aldrig. Der optræder ikke magi eller magiske væsner nogle steder på siden, men de bliver hintet til og ofte brugt som trusler mod karaktererne. Jeg synes det var meget underligt, og det virkede meget malplaceret. Bogen kunne sagtens have fungeret uden dem, men med deres tilstedeværelse anerkendt og vi så aldrig ser dem, spændte bogen ben for sig selv. Der var en forventning om, at vi ville se mere af denne side af deres verden, men det kom aldrig. Magisystemet blev heller aldrig forklaret, og derfor var det meget forvirrende, da igen det blev nævnt at det var der, men aldrig rigtig brugt. Det gjorde intet for historien andet end at lede op til noget, der aldrig kom.

Den by det hele foregår i, minder mig som sagt om en gammel udgave af London. Dette baserer jeg på måden karaktererne snakker til hinanden på, da der var meget britisk slang i bogens dialoger. Dog var disse meget stereotype, og ofte blev slagordene indsat i en sætning på en akavet måde, som gjorde det utroværdigt. Forfatteren er selv fra USA, og det kunne man godt mærke, netop fordi slang-ordene kun var der for at indikere at vi ikke var i USA. Bogen kunne have fungeret uden den indikation om geografi, men det var der alligevel. Skrivestilen var heller ikke den bedste. Den var meget flad og der var aldrig tidspunkter hvor jeg var revet med af historien. Der var ikke variationer i hendes skrivestil, og derfor føltes historiens spænding bare som en flad kurve hele vejen igennem.

Selve præmisset med bogen, kunne jeg egentlig godt lide. Jeg er ret stor fan af labyrinter, og var vild med ‘The Maze Runner’-serien og havde egentlig troet, at jeg ville få en blanding imellem den og noget ‘Sherlock’-agtigt. Det fik jeg desværre ikke. I stedet var det en bog om en pige i en verden, hvor hun ikke føler hun hører til (de første ca. 170 sider), som klæder sig ud som en dreng og sniger sig ind i labyrint (de næste 73 sider) og som på de sidste 62 sider som vi har tilbage, for “løst mysteriet” selvom læseren allerede har vidst det siden side 200. Den var meget langtrukken i starten, da vi brugte meget lang tid på ingenting i det store hele. Vi lærte noget om vores hovedkarakter, men det var ikke spændende nok til at det føltes som om, at tiden blev godt brugt. Tværtimod. Tiden inde i labyrinten var spændende nok, men med den kedelige skrivestil blev også dette meget ligegyldigt. Her er der også gjort brug af mange praktiske løsninger, som ville lede os mod slutningen. Der var ingen overraskelser og jeg blev mere og mere irriteret på bogen. Hvis den havde brugt 50 sider udenfor labyrinten, hele det midten på labyrinten og så måske 70 sider på at være ude igen, ville det have fungeret fint. Men netop fordi vi er inde i labyrinten så kort, føltes det hele meget up-speedet, og ikke udviklet nok. Der var et større fokus på sygdommen end labyrinten, og det gjorde at labyrinten føltes ligegyldig. Af den grund mener jeg også, at bagside teksten er misvisende, da den leder op til, at vi er inde i labyrinten det meste af tiden, når vi i realiteten bruger næsten 230 sider på at være alle andre steder end i labyrinten. Jeg fik ikke den historie, jeg blev lovet, og det skuffede mig virkelig.

IMG_1253.JPG

Bogens fokus lå altså det forkerte sted rent handlingsmæssigt, men faktisk også indholdsmæssigt. Der var alt for meget fokus på kærlighed. Jeg er en stor fan af contemporary romances, men i en historie om en livsfarlig labyrint (som så viste sig ikke at være så livsfarlig alligevel) passede det virkelig bare ikke ind. Vi bliver introduceret til en love-triangle indenfor bogens første 30 sider, og det er tydeligt fra starten hvem hun vil vælge. Der er intet der taler for den anden dreng, men heller ingen forklaring på, hvorfor den første dreng kan lide hende. Det bliver sagt, at den første dreng er 19 år, hvor Rhen kun er 16… Jeg ved ikke hvorfor det sker så ofte i YA-bøger, men det er altså de færreste 19-årige drenge, der spejder efter en kæreste på kun 16 år. Just saying. Også dette virkede forceret og utroværdigt. Der er også et forhold mellem to af Rhens venner, som der også bliver brugt en masse tid på at gå i dybden med. I labyrinten snakker drengene om de piger de gerne vil score, fordi det er jo det eneste drenge kan snakke om, når de er inde i hvad vi har fået at vide er en “livsfarlig labyrint”. Ikke hvordan de kommer ud derfra, ikke hvad der kom, er næste udfordring… men piger. sUrE tHinG, hOneY!

Sammen med alt det her, synes jeg også, at det budskab som forfatteren prøver at formidle, er ret falsk. Jeg ville kalde denne bog for “fake woke”, da den siger at den står inde for en populære tankegang (som her er, at drenge har flere muligheder end piger), men det kun er blevet gjort for at få opmærksomhed. For mig føltes det som om at denne bog prøvede at være fortaler for, at piger og drenge skal behandles ens (som de selvfølgelig skal), men måden det blev gjort på var så dårlig, at det føltes som om det er gjort, kun for at få klistret et “feminist”-klistermærke på. Efter min mening er den hverken feministisk og er en dårlig for kvinders rettigheder.

Jeg kan ikke give denne bog andet end 1 stjerne. Den var slet ikke noget for mig, og jeg er ret skuffet over, at det var den bog, som Fairyloot valgte til deres fødselsdags-boks… *suk* måske den næste Fairyloot-bog er bedre. Jeg kan virkelig ikke anbefale denne bog, og vil med stor sandsynlighed aldrig læse noget fra Mary Weber igen.


44663949

Titel: To best the boys
Forfatter: Mary Weber
Forlag: Thomas Nelson
Udgivelsesår: 2019
Antal sider: 305
Antal stjerner: 1/5

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s