“Askeprinsen” af Erin Watt

Titel: Askeprinsen
Originaltitel: Broken Prince
Forfatter: Erin Watt
Serie: Royals
Forlag: Flamingo
Sprog: Dansk (org. engelsk)
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 286
Antal stjerner: 4/5

Dette var et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

fullsizeoutput_790

Reed Royal har alt – udseende, status og penge. Pigerne på hans skole drømmer om at date ham, alle fyrene vil være ham, men ingen andre end hans familie, har før rigtig betydet noget for Reed. Det var indtil at Ella Harper kom ind i hans liv.

Hvad der begyndte som afgrundsdyb modvilje rettet imod sin fars nye myndling forvandlede sig til kærlighed.

Men Reed har hemmeligheder, Ella ikke kender til. Og da Ella finder ham i en kompromitterende situation med hans fars ekskæreste, vender hun ham ryggen. Og i takt med at afsløringerne vælter frem, ramler Reeds verden sammen.

Ella vil ikke have noget at gøre med ham længere. Hun siger, de kun vil ødelægge hinanden.

Hun kan meget vel have ret.


HO-LY SNITZEL! Skete det lige det der?! WHAT THE FUNK?!

Jeg har været så fanget af denne bog, at jeg ikke har taget et bad i tre dage. Jah, vær glad for jeg ikke skal fortælle dig mine tanker om bogen face to face. Man bliver virkelig opslugt af denne “verden” (det kan man vidst godt kalde det), personerne og alt det drama og sh*t der går ned. Bogen starter præcis dér hvor bog ét stoppede, faktisk starter den ca. en halv time før bog 1 slutter. Vi spoler nemlig tilbage så vi får Reeds side af historien, for ja, vi følger Reeds synsvinkel i denne bog *intense clapping*. Ikke det hele *suk*, men noget af den og I’M HERE FOR IT. Det var meget federe og jeg var faktisk lidt træt af, at vi ikke fik hele bogen fra hans synsvinkel. Men det er vel for spændingens skyld (i hvert fald til sidst – ork satan!).

DSC_0682.JPG

Mine tanker om Jenn Frederick og Elle Kennedys samarbejde har ikke ændret sig overhovedet. Jeg synes de har skabt en meget velskrevet bog og historie, som har så meget kød på sig, at man bare vil have mere og mere. Sættet af karakterer er alle så veludviklede og har alle hemmeligheder, som man som læser bare vide. Selvfølgelig holder de igen, og giver ikke for meget væk af gangen, hvilket holder læse gejsten oppe.

Udviklingen af Reeds karakter fandt jeg meget interessant, eftersom jeg efterlod bog 1 med følelse af vrede rettet mod ham. Han gik også fra at være et røvhul, til rent faktisk at vise følelser og jeg synes det var rart at se denne nye side af ham, men også at læse fra Ellas synsvinkel og se hendes opfattelse af situationen og denne “nye” Reed. Også forholdet mellem brødrene, og hvordan Reed ser og oplever de andre var meget fedt at læse om, da man fra Ellas synsvinkel altid har den opfattelse af, at brødrene er stærke og altid står sammen. For mig, smuldrede denne forestilling ret hurtigt, indtil et stærkere bånd igen blev bygget op. Jeg er bare meget begejstrede for Royal brødrene – let’s be honest.

fullsizeoutput_775

Dog blev jeg smule træt af de mange gentagelser af ‘jeg kan ikke tilgive dig – men jeg har lyst til dig – men jeg må ikke give efter – men nu gør jeg det lidt alligevel’ fra Ellas side, og jeg ved godt, at det er for at få det hele til at blive mere intenst, men når forfatteren bruger samme vendinger og udtryk for at beskrive denne “hjerteskærende situation”, så bliver det lidt for ens. Det blandet sammen med, at den til tider var en smule kedelig, er grunden til at den ikke får 5 stjerner, men “kun” 4. Men forstå mig ret, dette er stadig en formidabel bog!

Det jeg elsker allermest ved den her serie er hvordan den overrasker! Jeg plejer normalt at være utrolig god til at gennemskue karakterer og handlingsforløb, sådan jeg kan forudse hvad der vil ske, men sådan var det slet ikke med denne bog, eller dens forløber! Jeg sidder ved hvert plot twist med åben mund hvorfra ordet ‘WHAT?!’ kommer ud, for jeg havde ikke engang set et plot twist komme!

fullsizeoutput_791

De sidste 50 sider had me SHOOOOOK og jeg glæder mig SÅ meget til, jeg kan komme i gang med 3’eren: ‘Løgnenes Palads’. AH! Allerede titlen gør mig spændt!
Tusind tak til Flamingo for eksemplaret af bogen!

Mere om bogen
Køb den her: https://flamingobooks.dk/products/askeprinsen-royals-2 
Se min video anmeldelse: KOMMER SNART

Find Flamingo
Instagram: https://www.instagram.com/flamingobooks/?hl=da
Facebook: https://www.facebook.com/flamingobooks/?fref=ts
Hjemmeside: https://flamingobooks.dk/

Skrevet af Josefine

 

Reklamer

“Dear Martin” af Nic Stone

I denne uge har vi fået fint besøg af Oliver fra @thereaderboys ovre på Instagram! Han har simpelthen skrevet sådan en fin anmeldelse af “Dear Martin”, som vi håber I vil kunne lide! 

Titel: Dear Martin
Forfatter: Nic Stone
Serie: Standalone
Forlag: Crown Books
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 210
Antal stjerner: 4/5

Skærmbillede 2018-01-29 kl. 19.43.22.png

Justyce McAllister har en klar fremtid foran sig. Han får utrolig gode karakterer, og han har chance for at komme ind på et af landets bedste universiteter. Men det betyder ikke noget for den politibetjent, der ligger ham i håndjern, da han prøver at hjælpe sin fulde kæreste. Han bliver nu mere og mere opmærksom på racismen i hans hverdag. Han skriver breve til den kendte sorte mand Martin Luther King, så han kan få sine frustrerede følelser ud. Men bliver det nok?


Diversitet i bøger er generelt meget vigtigt for mig, når jeg læser. De bringer et nyt perspektiv, som jeg ikke ser så ofte i min dagligdag, og udvider mine horisonter. Den her bog følger Justyce, som er en sort teenager, og han bor i et ret hårdt nabolag. Der er meget kriminalitet, og det er stemplet som det ‘sorte område’. Derfor føler han sig bare ikke altid hjemme på den privat skole, han går på.

Jeg synes, at Stone har skabt en gruppe realistiske og vel udviklede karakterer. Jeg elskede at se Justyce indre kamp med hvad han synes, er rigtigt, og hvad han ved, der er forkert. Han lærer igennem bogen, hvordan han skal prøve håndtere race og al diskussion omkring det. Han drager hele tiden støtte fra King, og Justyce tænker tit gennem bogen: “Hvad ville Martin gøre?”

Denne bog er ikke bange for at snakke om de hårde emner, såsom unødig brutalitet fra politiet, ulighed pga. hudfarve og det privilegium, der kommer med at være født som hvid. Det kan være frustrerende til tider, og jeg synes Stone illustrerede Justyces problemer med racisme rigtig godt.

Der var også en meget naturlig romance i denne bog. Romancen mellem de to var meget naturlig og dejligt teenage-akavet. Det var et meget sundt forhold, men ikke et perfekt et.

Jeg følte, at den første halvdel af bogen, var lidt langtrukken til tider. Jeg havde lidt svært ved at komme igang med den og karaktererne fangede mig ikke så hurtigt. Det var også irriterende, at Stone skiftede mellem at bruge citationstegn og kolon, når nogen snakkede. Det var forvirrende, og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Begge ting virker fint, hver for sig, men jeg synes ikke det var en særlig god blanding. Jeg synes også noget af dialogen, var lidt pinlig og urealistisk. Der blev brugt ret mange slangord, hvilket jo er realistisk nok, men jeg synes, de blev brugt for meget til tider.  Forholdet mellem Justyce og hans mor, var også lidt underudviklet. Jeg kunne godt have tænkt mig at se mere til moren, og se de to sammen. Justyces far er ikke til stede i bogen, så jeg synes godt at Stone kunne have balanceret det lidt mere. Forældre er virkelig ikke meget til stede i YA-bøger generelt, og Justyce gik gennem mange ting i løbet af bogen, så jeg synes godt, at man kunne have set mere til moren.

‘Dear Martin’ er en hårdt rammende bog. Den er ret hurtigt læst, og den får virkelig en til at tænke. Den er meget vigtigt i forhold til situationen i USA, men også generelt i verden. Jeg tror, det vil gavne, hvis denne bog blev oversat til forskellige lande. Jeg anbefaler den varmt.

Skrevet af Oliver, fra @thereaderboys på Instagram.

 

“Spektrum #3 – Ursiderne” af Nanna Foss

Titel: Spektrum #3 – Ursiderne
Forfatter: Nanna Foss
Forlag: Tellerup
Serie: Spektrum
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 540
Antal stjerner: 4.5/5

DSC_0351

Jeg døde da jeg var ti år.

Var det ikke for drengen med de grå øjne,

havde det været min eneste død.

Men jeg fik en ny chance dengang.

En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.

16-årige Nasrin møder den dreng

som reddede hendes liv da hun var lille.

Han kan bare ikke huske hende,

og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået.

Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker:

Det er den samme person.

Drengens venner er mistroiske over for Nasrin.

De snakker om uhyggelige skyggevæsner

og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i deres

mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat

at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting.

Og måske kan det rent faktisk lykkes.

Hvis hun tænker sig om.

Hvis hun tager de rette beslutninger.

Spørgsmålet er om man kan ændre noget

som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af.

Det er kun et spørgsmål om tid … 


For to år siden læste jeg første bind af denne serie… Siden har jeg ikke kunnet få mine arme ned! Og endelig havnede den længeventede 3’er i min postkasse! Lad mig på forhånd sige… Denne bog var en værdig efterfølger!

DSC_0359

Bogen fortsætter med at følge de unge karakterer, deres evner og tidsrejserne. De opdager mere og mere, flere tråde flettes sammen – mens flere og flere spørgsmål samtidig dukker op. Både for dem selv, men i særdeleshed også for os som læsere! Det er ganske enkelt som de første bøger – man bliver revet med og vil bare vide mere og mere.

I bog 3 læser vi fra Nasrins synsvinkel – en karakter man kun møder kort i slutningen af bind 2 (eller hvis du har været skarp, har du kunnet genkende navnet fra bind 1, I did aha crazy fan!). Derfor er man forholdsvis uviden ift. hende og hele hendes ret så stormrige historie. En stor del af bogen går derfor med, at Nasrin får introduceret alt hvad, de har oplevet indtil videre. Hvilket fungerede meget godt, da jeg ikke helt selv kunne huske hvem, der havde hvis evne osv. (det er efterhånden to år siden, at jeg læste BEGGE bøger). Men lad os lige tage et moment – vi skal rose Nannas fantastiske karakterarbejde. Alle i  gruppen er fyldt med kød – og Nasrin er altså ingen undtagelse! Hun er en del mørkere og fandenivoldsk end de første to: Emilie og Pi. Alt sammen pga. en episode, der skete for syv år siden. Hvor hun næsten døde. Men hvor hendes mor døde mest. Nutidige Nasrin er altså resultatet af noget, der skete engang. Det er så smukt når forfattere kan vise, hvor meget et traume kan påvirke os i retningen af dem vi er. Og hvor svært det er at komme videre  – når man som Nasrin – sidder fast.

Hvilket leder mig lidt hen imod noget andet.  Nemlig… ja hvad skal man kalde det – layoutet? Noget der især gjorde bogen mere anderledes end sine forgængere.
Engang imellem når Nasrin går fuldstænding “ned” kommer der et par sider hvor det grafiske er helt hul-i-hovedet. Hvor få ord er sat mærkeligt på siderne osv. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod det. Og at det til tider både forvirrede og irriterede mig. Det skaber en vild stemning, og man får et indblik helt under overfladen på Nasrin.
Men jeg følte det lidt overflødigt – samtidig med, at det kom ret tit. Noget der egentlig bare skulle læses hurtigt for, at jeg kunne komme videre. Jeg mener, det var jo ellers vildt spændende!

fullsizeoutput_73e

Men når først bogen går rigtigt i gang – flyver siderne bare afsted. Be prepared. Jeg skal gerne indrømme, at de første par sider ikke helt fangede mig. Og at der gik lang tid mellem, at jeg startede til jeg sluttede med bogen. Grundet efterskolen (ups) . Men da jeg først kom hjem på efterårsferie, havde jeg læst de sidste 300 sider end jeg fik set mig om! Det gik simpelthen så stærkt!. Faktisk så meget, at jeg føler der ikke rigtig er sket noget. Det er alt sammen ovre nu… Måske kunne jeg have brugt noget mere banebrydende mod slutningen.
Men ellers, er det bare amazeballs på amazeballs, fantastisk skrivestil, karakterer og… WHAT A CLIFFHANGER! NANNA YOU KILLED ME ONCE AGAIN!

Så altså… jeg vil ikke sige meget mere end, at Nasrin overhovedet ikke skuffede. Jeg kan nu stadig bedst lide Pi og hele bog 2. Men så længe en bog hedder noget med “Spektrum” så er alt jo godt – det siger sig selv. Denne serie er en af de bedste i Danmark og jeg glæder mig VOLD MEGET til næste bog!!!!

Tak for denne gang Nanna!

Skrevet af Kristine

 

“De dør begge til sidst” af Adam Silvera

Titel: They Both Die at the End
Danske titel: De dør begge til sidst
Forfatter: Adam Silvera
Serie: Standalone
Forlag: HarperCollins // Gyldendal
Sprog: Dansk (org. engelsk)
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 368 // 300
Antal stjerner: 5/5

fullsizeoutput_4de.jpeg

I en verden hvor du bliver ringet op på den dag du dør, følger vi 16-årige Matheo og Rufus. Ens for dem er, at de begge har fået sådan et opkald og nu – med mindre end 24-timer at leve i – søger de efter en ven at tilbringe disse timer med. Derfor opretter de begge en profil på appen med navnet “Den Sidste Ven” hvor de finder hinanden og sammen lever de en hel liv på denne ene dag.


Dette var min første Adam Silvera bog, men det bliver helt sikkert min sidste! Jeg elskede virkelig denne bog og det var sådan en fantastisk måde at blive introduceret til Silveras bøger på.

Vi følger i bogen bla. Matheo Torrez, som for tiden bor alene i sin lejlighed, da hans far ligger i koma på et nærliggende hospital. Matheo er meget usikker og bange efter hans snak med “Death Cast” (telefonservicen, der ringer dig op på din dødsdag), og det er først da han møder Rufus Emeterio, at han tør gå ud af døren.

Rufus bor på et børnehjem hvor hans bedste venner også opholder sig. Rufus er utrolig ligefrem og helt klart en ekstrovert – næsten den direkte modsætning til Matheo. I stedet for at bruge hele sin dag med at høre hvor meget folk vil savne ham, rækker han ud til Matheo og det er her deres dag begynder.

fullsizeoutput_72e

Jeg elskede begge karaktere og var vild med at følge dem. Bogen er skrevet i tredje person og i nutid, og sammen med skiftende synsvinkler – hvor vi som læsere ikke bare er i hovedet på Rufus og Matheo, men også deres venner, familie og personer omkring dem – fungerede bogen utrolig godt. Der var ikke en eneste sekvens i bogen, der virkede unødvendig og det hele gav bare så meget mening, og gik op i en højere enhed, da bogen lakkede mod ende.

Skrivestilen var fantastisk og meget levende. Det føltes virkelig som om, man var der selv og Silvera fik virkelig følelserne frem i mig, selvom jeg ikke græd til slut ligesom så mange andre. Titlen i sig selv er jo en spoiler, så jeg var ikke så overrasket, HAHA!

fullsizeoutput_72f.jpeg

Jeg læste ikke kun bogen, jeg lyttede faktisk også til lydbogen – så jeg skiftede mellem bog og telefon, alt efter hvad jeg lavede. Det var også en rigtig god oplevelse! Jeg ved ikke om det kun er sådan i den engelske udgave (som var den jeg lyttede til), men der blev der skiftet stemme alt efter hvis synsvinkel man læste fra, og det gjorde virkelig, at jeg følte, jeg kom helt tæt på historien og karaktererne på en anden måde, da det var som om de var i rummet med mig.

Det hele fungerede bare for mig og jeg er virkelig glad for at have læst bogen – jeg kan selvfølgelig heller ikke vente med at læse hans andre bøger. Hvis du er interesseret i at læse anmeldelser af dem, så har Kristine både lavet en på “Den dag jeg glemmer” og “Fortid er alt jeg har”  – de er selvfølgelig begge spoilerfree! 😉

Skrevet af Josefine

 

2018 planer

Skærmbillede 2018-01-15 kl. 20.54.56.pngHeeey guys

Sååå, 2018… det er der vi er nu. Hvornår var det sidste blog indlæg? En måned siden..? Well, woopsie!

MEN nyt år, ny arbejdsmoral! For vi (eller jeg [Josefine 👋🏼] – det er nok der vi er nu 🙃) vil virkelig prøve at få bloggen op at køre igen, for det er da en skam at efterlade den i 2017’s glemsel. For jeg har planer for 2018 – det har vi sikkert begge, men her er mine:

1. NO MORE BOOKS! (…kinda)
Ja, du hørte rigtigt. Tilbuds-dronningen har trukket sig tilbage 💁🏽‍♀️👑… I hvert fald for dette år. Mit største mål for 2018, er, at jeg ikke skal bruge penge på bøger… der er en masse undtagelser til dette mål som f.eks.:

  • Jeg må godt købe bøger for de gavekort og tilgodebeviser jeg har, da det teknisk set ikke er mine egne penge jeg bruger 💁🏽‍♀️.

  • Jeg må godt ønske mig bøger i gave fra folk.
  • Jeg må godt modtage bøger fra forlag og forfattere.

Yeeess… Så nu må vi se hvordan det kommer til at gå.

2. Skrive mere
I 2014 var det jeg fik størstedelen af min tid til at gå med at skrive, og nu gør jeg det næsten aldrig. Om det er fordi jeg ingen inspiration har, eller om jeg bare ikke har tid, ved jeg virkelig ikke, men det er i hvert fald ikke noget jeg prioterer for tiden, og det gør mig utrolig ked af det, for det er virkelig noget jeg elsker, og gerne vil have tilbage, så derfor er det mit mål at få skrevet mere.

3. Læse 12 bøger
…én i hver måned og allerede nu har jeg læst 3 bøger, så mon ikke jeg nok skal nå det mål?

4. Deltage i et readathon
Jeg deltog sidste år i Dewey’s 24-hour readthon og det var SÅ sjovt, så det vil jeg selvfølgelig gerne igen. Forhåbentlig skal jeg ikke på arbejde den weekend det afholdes!

5. Nå sommerferien i et helt stykke
Skole er svært… og for at være ærlig, så har jeg ingen motivation tilbage lige nu. Jeg vil bare gerne have 2.g overstået hurtigst muligt, men vi ved alle godt at der stadig er laaang vej endnu.


Har du nogle mål for 2018? Smid gerne en kommentar enten her eller på vores Instagram!

Så… Lushesbooks er tilbage! Jeg kan ikke love en anmeldelse hver uge, men lige nu har jeg selvfølgelig en del bøger fra sidste år, som jeg kan skrive om, så der skulle gerne komme noget op meget snart 😛 Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg havde meget tid på hånden, for det har jeg ikke – jeg har knap nok tid til at filme en video i løbet af ugen… men det har også meget med dagslys at gøre – BESIDES THE POINT. Jeg vil give bloggen et skud mere og jeg håber virkelig, der er nogen derude, der har lyst til at læse med og høre om de bøger, jeg har læst, mine meninger, men ikke mindst også dele deres egne. For jeg elsker virkelig at diskutere bøger og møde ligesindede. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at Kristine ikke vil skrive nogle indlæg – tværtimod! ❤

See you soon! Byyye.

 

“Troldmandens Nevø” af C.S. Lewis

Titel: Troldmandens Nevø
Original titel: The Magicans Nephew
Forfatter: C. S. Lewis
Serie: Narnia
Nummer i serie: 1 (kronologisk) // 6 (udgivelses orden)
Forlag: Gyldendal
Udgivelses år: 1955
Antal sider: 207
Antal stjerner: 3,5/5

fullsizeoutput_580.jpeg

I min tid som læser, er det virkelig få bøger som kvalificerer sig under titlen “klassikere”, som jeg har læst. Den eneste der lige popper op i mit hoved er ‘Alice I Eventyrland’  og den var… noget særligt, lad os sige det sådan. Jeg tror bare sproget i klassikere (og gamle dage generelt) har afskrækket mig lidt for genren. Men jeg har altid gerne ville læse Narnia og elsker filmene så utrolig meget, at jeg overbeviste mig selv om at give serien en chance. Jeg blev dog noget overrasket da jeg fandt ud af, at denne bog intet har med den historie og opfattelse jeg havde af Narnia at gøre. Den er så anderledes og det er både positivt og negativt ment.

I ‘Troldmandens nevø’ følger vi børnene Digory Kirk og Polly Plummer da de bliver sendt til Den Anden Verden af Digorys onkel; Andrew. De kommer så ud på noget af en rejse, hvor så meget uforklarligt sker, at jeg ikke kan formulere det med ord (guess you’ll have to read it to find out 😏). Hvis vi spoler lidt frem ender de så i intetheden og ud af denne intethed kommer en løve (spoiler – it’s Aslan), som med “livets sang” skaber verdenen som han døber Narnia. Han skaber dens befolkning og kroner dens konge og dronning.

Hvis du bare ved en smule om Narnia, ved du nok, at der optræder en meget kendt lygtepæl, men dens eksistens og hvorfor den er der, har måske altid undret dig? Eller måske kender du til garderobeskabet. Men hvordan blev den en vej til Narnia? HER ER DINE SVAR! …eller de er i bogen og det elskede jeg virkelig. Bogen forklarede ting, som jeg egnetlig havde stillet spørgsmålstegn ved, men også accepteret, at der måske ikke var et svar eller en forklaring på, men Lewis har formået at forklare sine læsere de finurligheder, der er ved historien, uden at skære det ud i pap. Det var meget naturligt, at der kom en forklaring på fænomenerne.

Jeg synes der var dejlig meget humor i bogen, som blev formidlet igennem fortælleren, der somme tider talte direkte til læseren, og det er det jeg synes jeg oplever tit i klassikere (“tit” som i, de tekster jeg tidligere har læst, som ikke er fra dette århundrede). Det er en smule bizart men også ret skægt. Generelt var sproget meget let og flydende, da det jo er en bog rettet mod et yngre publikum. Med det sagt, så skal det da ikke afholde de lidt ældre fra at gribe bogen! Den er virkelig for alle og er virkelig et quick-read!

Men… (der er altid et men) den var altså lidt langtrukken til tider, trods det forholdvis lille sideantal. Nogle steder var det også for langt ude, andre steder bare en smule kedeligt, derfor fik bogen ikke fem stjerner, men derimod 3,5.


Hvis der ikke bliver postet et nyt indlæg før efter jul, så GLÆDELIG JUL ALLESAMMEN! Og tusind tak fordi I har læst med her på bloggen og set med på YouTube 😘

Skrevet af Josefine

 

“At se lyset” af Jay Asher

Titel: At se lyset
Originaltitel: What Light
Forfatter: Jay Asher
Serie: Stand alone
Forlag: Politikens Forlag
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2017 (org. 2016)
Antal sider: 271
Antal stjerner: 1,5/5

Bogen var et anmeldereksemplar fra forlaget.

Disclaimer: some tea will be spilled

fullsizeoutput_4e6.jpeg

Sierras familie bor i Oregon og ejer en grantræ plantage. Hvert år, kort før december måned starter, drager de til Californien, hvor de sælger årets høst. Sierras liv er på den måde delt i to; hun lever et liv i Oregon og et helt andet i Californien – problemet er blot, at når hun er det ene sted, savner hun det andet. Lige indtil i år, hvor Sierra møder Caleb, og livet i Californien med ét overskygger hendes tilværelse i Oregon.

Rygterne siger dog, at Caleb ikke umiddelbart er nogen drømmefyr. Han har for år tilbage begået en stor fejl, som han har lidt under lige siden. Sierra ser ud over Calebs fortid og er fast besluttet på at hjælpe ham med at finde tilgivelse og måske endda forløsning for sin fejl. Som misforståelser, rygter og mistanker fyger omkring dem, indser Sierra og Caleb, at de har en styrke, der overvinder alt andet: sand kærlighed.


Denne bog har julen som et af sine store temaer, og jeg troede fuldt og fast på, at jeg ville komme i jule stemning af den… Det gjorde jeg desværre ikke. Ikke så meget, som jeg havde håbet, i hvert fald. Selvom at Sierra og hendes familie sælger grantræer aka juletræer, at historien foregår i december og at en grim julesweater bliver nævnt her og der, så er det nok også det eneste, “jul” bogen har i sig. Og det skuffede mig en del.

Romancen mellem Sierra og Caleb virkede alt for autogenereret. Han dukkede op på deres plads, fik øje på hende og så var det ligesom det: så var han forelsket. Det samme gjaldt Sierra. Hun tænkte ikke på andre end ham, og de blev ved med at opsøge/finde hinanden i byen og på pladsen, og det var vel meningen, at det skulle være tilfældigt, men det var det stik modsatte. Jeg fik helt ondt i hovedet af at rulle med øjnene af den her bog, for det hele var bare så plat og irriterende nemt for Sierra. Det var som om det hele kom til hende.

Sierras venskab med de to piger hjemme i Oregon (Elisabeth og Rachel) gav mig lyst til at kaste bogen ind i væggen for HOLD NU KÆFT nogle kællinger! Det var dem, der tiggede og bad Sierra om at få en flirt i ferien, hun siger dog nej. Det første hendes veninde i Californien (Heather) siger, er, at hun skal få en flirt, igen siger Sierra nej. Da hun så får en flirt (Caleb) vender alle sig imod hende. Heather på grund af Calebs omdømme. Elisabeth og Rachel på grund af, at de føler hun forsømmer dem, ved ikke at ringe eller for eksempel da Rachel får en rolle i et teaterstykke, og hun beder Sierra om at rejse fra Californien til Oregon og tilbage igen på én dag, og Sierra så siger nej, får både Elisabeth og Rachel et kæmpe hate til hende:

Endnu en sms fra Elisabeth tikker ind, hvor hun skriver, at hun er skuffet over, at jeg gør det her på grund af en fyr, jeg knap kender” side 165.

DET VAR DEM, DER VILLE HAVE, AT HUN SKULLE FINDE EN FYYYR! *eyeroll*

Sådan opfører bedste veninder sig ikke. Det er da klart, det er træls at ens veninde misser ens teaterforestilling (hvor man ingen replikker har… – just putting that out there), men vær dog lidt forstående! Jeg synes ærligt den situation var latterlig.  Jeg tror næsten man skal læse bogen, for at forstå omfanget af dumhed de her piger viser. *eyeroll*

Nogle, der var lige så latterlige som veninderne, var forældrene, men først vil jeg gerne lige tage et øjeblik til at takke Jay Asher, for endelig at have skrevet en bog, hvor forældre rent faktisk optræder, og gør en forskel for historien. Men at være dobbeltmoralske og gå fra at støtte deres datter til direkte at gå imod hende er måske at overdrive på overbeskyttende-forældre-skalaen. De fortalte Sierra mange gange, at de støttede hende og var glade for, at hun havde fundet Caleb. Denne mening når de så at ændre godt 3-4 gange i løbet af bogen, hvilket vel var en af de mange problemer, som Sierra skulle kæmpe sig ud af, for at kunne være sammen med Caleb – mere om det kommer om et øjeblik, men først vil jeg gerne snakke om Caleb.

For Caleb som karakter (når man trækker det fra med, at han som slenderman – always around) kunne jeg virkelig godt lide og hans personlighed var lige noget der faldt i min smag. Hans backstory havde dybde, og man forstod hvorfor hans problemer opstod. Han var en god love-interest for Sierra, men… (selvfølgelig er der et men). Der var noget, som irriterede mig noget så grænseløst over ham, og det lå i beskrivelsen af ham: hans smilehuller. De blev nævnt SÅ mange gange og han fik endda et smil opkaldt efter sig: “et smilehuls-smil” hvad f**k er det overhovedet?! Når en person med smilehuller smiler, så kommer de vel helt af sig selv? I starten var det cute nok, men efter at have få pointeret at han har smilehuller for tyvende gang, så tror jeg den er feset ind.

Caleb er ret udstødt af dem på sin skole og forældrene til eleverne der, og det er derfor svært for ham at finde venner. Der var på et tidspunkt et slags “opgør” i bogen, hvor en mor til en søn på skolen blev konfronteret omkring hendes holdning til Caleb. Men det var ikke af Caleb, men af Sierra. Jay Asher har sikkert sat denne scene ind, for at få Sierra til at virke selvsikker og stærk, men egentligt for det hende bare til at virke lidt for påtrængende – for det her var ikke hendes kamp: det var Calebs. Og mens hun stod og kørte sin egen enetale, holdte Caleb mund og dette fik ham til virke utrolig svag, hvilket ikke var hvad jeg havde opfattet ham som, indtil dette punkt i bogen. Det var også tydeligt hvordan points of no returns i form af problemer og (især) skænderier var blevet drysset ud over bogens sider, for at give action, men for mig var de så unødvendige og havde ingen dybde. Det hjalp heller ikke var ovre i det næste kapitel.

Jay Ashers skrivestil har ikke ændret sig fra hans sidste bog “Døde piger lyver ikke” – kun formatet. Noget, der går igen, er hvordan historien strækker sig over en bestemt periode af tid. I “Døde piger lyver ikke” var det over én dag, i “At se lyset” var det én måned. Layoutet er også en smule anderledes, men passer til bogen og jeg var især vild med hvordan der var 24 kapitler, ligesom der er 24 dage op til jul. Så hvis du skulle have lyst, kunne denne bog jo bruges som en julekalender.


“At se lyset” var ikke en bog for mig og er desværre en af de værste bøger, jeg har læst i 2017. Sådan er det bare: you win some, you lose some.

Jeg vil dog stadig anbefale den, for en lidt yngre målgruppe end mig (de 12-14 årige), da de sikkert vil kunne finde den rette julestemning fra denne bog, og helt sikkert vil kunne sætte mere pris på karakterene, end hvad jeg kunne.

Jeg vil gerne sige tak til Politikens Forlag for at have tilsendt mig bogen, og hvis du kunne have lyst til at læse bogen – undskyld hvis jeg nu har ødelagt den for dig – så kan du se mere her: https://www.politikensforlag.dk/at-se-lyset/t-1/9788740036817

Følg Politikens Forlag:
Instagram: https://www.instagram.com/politikensforlag/?hl=da

 

Skrevet af Josefine

 

“Fangirl” af Rainbow Rowell

Titel: Fangirl
Originaltitel: Fangirl
Forfatter: Rainbow Rowell
Serie: Stand alone (på en måde…)
Forlag: Gyldendal
Sprog: Dansk (org. engelsk)
Udgivelsesår: 2016
Antal sider: 472
Antal stjerner: 4/5

Dette var et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

DSC_0016.JPG

Cath og Wren er tvillinger og har altid holdt sammen, men da de tager på college begynder Wren at tage mere afstand til Cath. De har lige siden de var små været kæmpe fans af bogserien “Simon Snow”, som de begyndte at skrive fanfiktion da de blev ældre. Det har Wren dog overladt helt til Cath, der er forfatter til kæmpesuccesen “Carry On”. På college er Cath meget alene og kæmper med at finde sig tilrette, og blandet med bekymringen om deres mentalt syge far, finder Cath kun tryghed i Simons verden. Men er der plads til Simon i hendes nye college liv?

Jeg havde store forventninger, da jeg har haft den her bog på min TBR i så lang tid. Og jeg må sige at det var blandede følelser jeg sad tilbage med, da jeg havde læst den sidste side. Sådan generelt var jeg virkelig vild med starten og midten, men de sidste 150 læste jeg med lidt blandede følelser. Først og fremmest er jeg smule ked af den fyr hun – Cath – endte op med at være sammen med. For mig, tror jeg det havde været federe hvis hun var gået ud af bogen som single og så troede jeg heller ikke rigtig på deres kærlighed. Den virkede ikke så dyb, ikke fra hendes side i hvert fald. Og jeg ved godt det er meningen hun skal være sådan helt akavet og tilbageholdende, men ah… der var nogle passager hvor jeg var sådan helt “please don’t”. Jeg så heller ikke behovet for at hun skulle have en kæreste. Hun klarede sig fint uden, for hun er en meget stærk karakter.

Jeg kunne se rigtig meget af Cath i mig selv, da jeg også selv skriver fanfiktion og det var også en af grundene til jeg gerne ville læse bogen, da en stor del af mit liv har været fanfiktion, og det at gå så meget op i en bestemt person og deres liv. JEg synes det blev portrætteret super godt og der var mange steder hvor jeg kunne nikke genkendende til det Cath oplevede eller overvejede. Rainbow Rowell havde sat sig meget ind i det og det synes jeg var mega fedt, da det spiller en meget stor rolle i bogen og ikke bare bliver nævnt her og der, at hun skriver, men at vi får lov at læse det hun har skrevet, både i form af de uddrag der i bogen, men også bare det, at der nu er udgivet bogen “Carry On” som er Caths bog (i princippet).

Jeg tror Levi – hendes roommates kæreste – var min yndlingskarakter. Han var et meget friskt pust til historien og man kunne altid regne med en vittig kommentar fra ham, som gav rigtig meget til bogen. Der var steder hvor jeg selv sad og grinede eller smilede over hans opførsel.

Skrivestilen var meget flydende og passede godt til dens YA-publikum. Jeg mødte også Rainbow Rowell på Herlufsholm Bogmesse i år og hun er så skøn en kvinde. Utrolig humoristik, vildt sød og meget karismatisk og passioneret. Hun fortalte om alle de projekter hun havde gang i og også om hendes udgivne værker med så meget passion at man bare havde lyst til at gå ud og købe hendes bøger og læse dem med det samme. Hun bragte historierne til live bare lige ved kort at fortælle om dem og deres plot og karakterer. Utrolig fedt at opleve og efter at have mødt hende og læst Fangirl kan jeg ikke vente med at komme i gang med “Carry On”.

 

Skrevet af Josefine

Tusind tak til Gyldendal UNG for at have tilsendt mig bogen! Klart en ny yndlingsbog

Mere om bogen
Køb den her: http://www.gyldendal.dk/produkter/rainbow-rowell/fangirl
Læs mere: https://weloveya.dk/titel/fangirl/
Se min video anmeldelse: https://www.youtube.com/watch?v=8EcarZTqrIs

Find Gyldendal · UNG
Instagram: https://www.instagram.com/gyldendalung/?hl=da
Facebook: https://www.facebook.com/gyldendalung
Hjemmeside: https://weloveya.dk/

 

Forskellige noveller af Gazelle Buchholtz

Forfatter: Gazelle Buchholtz
Forlag: Tell me a story, Toru
Sprog: Dansk
Udgivelsesår: 2017

*Dette indlæg er lavet i samarbejde med websitet Tell me a story, Toru. Læs mere om websitet nederst i indlægget*

Tudseføde

En gruppe venner er på ferie på den anden side af jorden – mit gæt er Afrika – og her har vores hovedperson en underlig drøm om en meget stor tudse, der bærer på alle hendes problemer og bekymringer. Hvis man inddrager novellens titel, kunne denne tudse være et slags symbol på hvordan vi bliver ædt op af vores bekymringer, selv når vi egentlig har fri.

Jeg har selv en skræk for tudser og frøer, og jeg fik det sådan helt dårligt da jeg læste om denne store tudse, på grund af Gazelles livagtige beskrivelse af den, hvilket jeg synes var meget fascinerende, da der med novellens korte længde ikke er mange dybe beskrivelser. Jeg lyttede til den som lydfil først og krympede mig helt da tudsen slikker hende. *gys* godt det bare var en historie 😉

 

Bjerget i kroppen

Fortælleren – en kvinde – og hendes veninde, Mie, sidder en dag og snakker, da kvinden siger at hun føler sig tung. Følelsen kom første gang da hun var til yoga og stillede sig i ‘bjergets stilling’, som fik hende til at tænke på en ferie til de franske alper. Lige siden er et bjerg fra hendes indre begyndt at vokse på hendes krop.

En meget befriende historie, der virkelig handler om at komme i kontakt med moder jord, men også sit indre. At give slip en gang imellem, men ikke så meget at du forsvinder helt væk fra virkeligheden.

 

Grisebasser

En person handler ind i en slagter. Hun skal have koteletter, men da hun rækker ud efter en pakke, bider grisen på emballagen ud efter hende. Ingen andre virker til at bemærke det, og hun køber dem trods forskrækkelsen. Da hun så skal lave aftensmad er der mere til koteletterne end som så…

Denne novelle synes jeg var meget morsom, og en smule underlig – men på den gode måde. Det er jo ikke altid man tager alle forvarslerne til sig, og derfor ender man ud i en uheldig situation.

 

Kronhjortens endelige brøl

En mand er ude og jage, men den hjort han har udset sig løber væk. Han ser dog senere en lidt yngre hjort, som ikke er lige så godt et bytte som den tidligere, da denne har et mindre gevir. Han skyder den alligevel, og først bagefter tænker han over, hvad han egentlig vil med den? Han kan jo ikke bruge den til noget, for dette bytte er ikke lige så flot, som det andet ville have være. Med ærgrelse i kroppen trasker han hjemad på ujævne jordknolde igennem et sumpet område. Han træder forkert og falder og slår sig med et højt skrig.

Denne historie er fuld med karma referencer føler jeg. Især det her med at tage et uskyldigt liv uden en egentlig grund, derfor straffes jægeren på en lignende måde. Meget stærkt budskab.


Gazelle Buchholtz er virkelig en unik forfatter, der kan finde på de mest finurlige tekster. Hendes skrivestil er meget fængende og man har derfor lyst til at læse mere. Med de korte historier er der utrolig meget variation i det man læser fra hende, og man ved aldrig hvad man går ind til når man starter en ny historie, hvilket jeg synes var utrolig fedt. Jeg oplevede at igennem alle Gazelle Buchholtz’ noveller, at der optræder en del symboler og metaforer, men det var dog ikke alle jeg kunne tyde. Dem hvor jeg kunne, synes jeg var meget stærke og nogle man kunne sætte sig ind i.

Tusind tak til Tell me a story, Toru for at have stillet novellerne og lydbøgerne til rådighed, det var en super speciel oplevelse at få lov til at blive overrasket af Gazelles forunderlige historier.

 

Om Tell me a story, Toru:
Noveller og digte udgivet hos Tell me a story, Toru er små kunstværker med forfatteren som eneste korrektør. Værkerne er formidlet på både skrift og lyd. Tekster er tæt på det originale manuskript for at skabe en tættere kontakt mellem forfatter og læser, mens lydbøger giver mulighed for at høre en oplæsning af værket med lyden af forfatterens egen stemme. Læseren er med til at støtte forfatterens arbejde med den høje royalty som Tell me a story, Toru kan tilbyde forfatteren grundet det digitale medie.

Tjek websitet ud her: https://www.tellmeastorytoru.dk/
Læs nogle af Gazelle Buchholtz’ noveller her: https://www.tellmeastorytoru.dk/noveller?tag=Gazelle%20Buchholtz

Skrevet af Josefine

 

“Efter dig” af Jojo Moyes

Titel: Efter dig
Originaltitel: After you
Forfatter: Jojo Moyes
Forlag: Cicero
Serie: Mig før dig
Sprog: Dansk (org. Engelsk)
Udgivelsesår: 2016
Antal sider: 399
Antal stjerner: 4.5/5

OBS – hvis du ikke har læst “Mig før dig” (den første bog) vil anmeldelsen indeholde spoilers!

Lou synes ikke det er nemt at komme videre med sit liv. Wills død præger stadig hendes hverdag, hun er ensom og hun kan slet ikke finde sin plads i verden, selvom hun virkelig prøver. Men pludselig en aften ringer det på døren, og så begynder det hele måske at give mere mening igen?


IMG_0841

Efter at have læst ‘Mig før dig’ sidste år, var jeg helt overbevidst om,  at historien simpelthen ikke kunne fortsætte! Det har forfatteren jo så ment siden, at hun har lavet en efterfølger. Men den skulle jeg ihvertfald ikke læse.
Der gik så et år, jeg vadede lidt rundt i Føtex og fandt altså bog 2 til kun 99 kr. Og jeg startede med at læse lidt i den hurtigt for at se hvad det var for noget. Det ene kapitel tog det andet, og den endte altså med at blive en stor positiv overraskelse for mig!

Grunden til det er nok først og fremmest vores kære hovedperson: Louisa Clark. Jeg har været fan af hende lige siden første linje i den første bog – hun er bare så sprudlende og særlig og det gik op for mig hvor meget jeg savnede tja… hende! I har vel nok haft følelsen af at en karakter virker så levende, så man lidt tror at de findes? Jep, det er altså sådan jeg havde det lidt med hende.
Jeg fandt det nemlig meget interessant, at læse hvordan hun kommer videre efter det, der er sket.

Det er måske også det eneste denne bogen handler om: Louisas kamp for at komme videre. Og efter at have været en tur på Goodreads – fandt jeg ud, at det er langt fra alle, der synes, at det er indholdsmæssigt nok. Hvilket – når jeg kigger tilbage på bogen godt kan følge tankegangen i.
Den er nemlig en del anderledes end den første bog – og fokusset er på andre punkter. Men alle kan på en eller anden måde sætte sig ind i Lous sted. Så på den måde virker det lidt som en guide til hvordan man giver slip, bliver gladere og kommer videre.
Jojo lægger nemlig meget fokus på det “spontane.” At det, der lige pludselig banker på døren, den nye mulighed kan være din store chance – det der kan gøre dig glad igen. Louisa vil nemlig ikke give efter for noget nyt. Men hun begynder i samarbejde med de andre karakterer, at åbne op og se anderledes på tingene.

IMG_0843

Bogen er ligesom sin foregænger krydret med charme fra start til slut. Her er f.eks værd at nævne den sorggruppe Louisa begynder at gå i (Kom-videre-gruppen) hvor alle er sådan nogle skæve typer, samt de tilbagevendende karakterer som Lous hylemorsomme familie, der gør at de triste omstændighedder, giver en et smil på læben.
For det er det Jojo kan – pifte det hele op så det virker levende og knap så deprimerende. Uden alt hendes magi ville denne bog dø og falde fuldstændig til jorden. Det ville være alt for almindeligt, sørgeligt og kedeligt at læse.
Selvfølgelig er denne bog også sørgelig – dog ikke helt så meget som den første bog. Den her er mere smuk-sørgelig, eller morale-sørgelig. Du skal leve i nuet!!!

Så lige nu tænker du sikkert: “Skal jeg læse ‘Efter dig’ hvis jeg elskede ‘Mig før dig’?”
Det er faktisk svært at svare på. Måske kan du slet ikke se historien fortsætte? Men tænk på dette: det kunne jeg heller ikke, men jeg endte ud med at kunne lide den ligeså meget som den første!

Og én ting er sikkert – jeg skal læse mere Jojo Moyes!

Skrevet af Kristine